Hjalte
Fra værelset til fællesskabet: Hjaltes rejse på højskole
Da Hjalte begyndte på højskolen, regnede han med, at han ville være mere for sig selv. Men sådan blev det ikke. Allerede fra starten fandt han ind i et fællesskab, hvor han hurtigt blev en del af hverdagen sammen med de andre.
“Jeg havde ikke regnet med at være så social. Jeg troede, jeg ville være mere alene, men jeg er faktisk meget sammen med folk – også i min fritid,” fortæller han.
Nye styrker i undervisningen
Noget af det største for ham har været at opdage, at han faktisk kan mere, end han selv troede. Læsningen har tidligere været en udfordring, men med ro og de rigtige hjælpemidler har han fundet nye muligheder.
“Jeg har lært, at jeg godt kan læse ting, hvis jeg får ro nok. Jeg har prøvet hjælpemidler før, men det gik ikke så godt. Denne gang er det gået meget bedre, og jeg har fået større forhåbninger til, at jeg kan bruge dem fremover.”
Hjalte er også blevet udfordret på en positiv måde i undervisningen. Geografi, som han aldrig før har kunnet finde ud af, blev pludselig sjovt. Og i projektugen oplevede han et af sine største højdepunkter:
“Jeg skulle læse noget højt for et kæmpe publikum. Det var et ret stort øjeblik. Jeg skulle også danse på scenen, og det har jeg aldrig prøvet før.”
Det sociale fællesskab har fyldt meget. Hvor han før kunne trække sig tilbage på værelset, opsøger han nu i stedet aktiviteterne:
“Jeg er mere ude af mit værelse og prøver at være med til at spille pool og det, de andre laver. Jeg har fået mange gode venner, som jeg gerne vil beholde efter højskolen.”
Samtidig er han blevet mere modig i at tage initiativ: “Nu tør jeg gå over til folk og snakke – eller spørge, om vi skal lave noget sammen.”
Lærerne har også været en vigtig støtte. “De har været meget gode. De kan finde ud af at undervise i, hvordan man bruger hjælpemidler til læsning og skrivning,” siger han.
Minder og mod på fremtiden
Når Hjalte ser tilbage, er det især de store og små fælles oplevelser, han husker. Fra at spille fodbold på hytteturen til det store øjeblik på scenen i projektugen. Og når han rejser videre, tager han både det faglige og det menneskelige med sig:
“Jeg tager med mig at blive ved med at lære at bruge hjælpemidlerne – og at blive ved med at snakke med folk.”