Skolekredsen omkring Brande Højskole består af mennesker, der bakker op om skolens værdier og arbejde. Som medlem bliver du en del af et fællesskab, der ønsker at støtte unge i deres udvikling og sikre, at Brande Højskole fortsat kan være et trygt og meningsfuldt sted at være.
Et medlemskab af skolekredsen koster 100 kr. om året og giver dig mulighed for at gøre din stemme gældende ved den årlige generalforsamling. Du bliver også inviteret til 3–4 arrangementer om året, hvor du kan opleve højskolens særlige ånd – med musik, foredrag og fællessang. Vi sender løbende mails ud til alle medlemmer, så du kan følge med i, hvad der sker på skolen og i fællesskabet.
Tidligere har vi haft besøg af blandt andre Carsten Jensen, Adam Holm, Mathias Hammer, Thomas Buttenschøn, Iben Nagel Rasmussen og mange flere. Det er arrangementer, der både inspirerer og samler folk omkring det, der kendetegner Brande Højskole: livsglæde, nysgerrighed og åbenhed.
Skolekredsen vælger bestyrelsen og er med til at holde fast i højskolens grundlæggende idé – at skabe et sted, hvor unge mennesker kan finde fodfæste, tro på sig selv og lære i et fællesskab, hvor alle har værdi.
Det koster ikke meget at være med, men det betyder meget. Sammen holder vi liv i en højskole, hvor unge får mulighed for at vokse som mennesker.