Vejledning er vigtigt på BHS – både omkring elevens trivslen nu og her, og når det kommer til fremtidsplaner med uddannelses- og erhvervsmuligheder. Vi afklarer eleverne i forhold til, hvad de vil fremover. Under deres ophold finder eleverne ud af, hvem de er, og hvad de er gode til. Sammen med eleven finder vi en vej fremad, så alle kommer i gang med det, de allerhelst vil og har evner for.
Det er vigtigt for os at eleven vil lykkes denne gang, at eleven er klædt på til at bestå en kommende uddannelse, at baglandet er informeret, transportmulighederne til uddannelsesstedet er tjekket og uddannelsesstedet er kontaktet. Alt skal være på plads og i orden inden eleverne tager herfra.
Skulle der være bump på vejen i fremtiden er vores elever rustet til ikke at give op, men prøve igen. Har de tidligere følt sig isolerede og passive, finder de nu mådet til at blive ved, uanset hvad.
For at kunne erhvervs- og uddannelsesafklare bedst muligt, får vi besøg af erhvervsfolk udefra, ligesom eleverne har mulighed for at besøge lokalområdets virksomheder og institutioner, hvor de får et grundigt indblik i virksomhedernes arbejdsprocesser, ansøgningsmuligheder og hvilke relevante uddannelser, der kræves for at kunne få et job.
I løbet af opholdet afholder vi en afklarings- og vejledningsuge med praktiske håndværksøvelser, foredrag, udarbejdelse af CV og jobansøgning. Udvalgte elever indkaldes til en ”jobsamtale,” som foregår foran hele skolen i foredragssalen. Efter samtalen får den udvalgte elev feedback på indsatsen fra lærere og elever. På den måde får eleverne træning i at kunne håndtere en jobsøgningssituation på egen hånd senere i livet.
"Brande Højskoles undervisningsform får selv de mest usikre elever til at tro på sig selv"