– Forstanderen Mogens, han er sgu fantastisk. Han stod foran os den første dag med en tom papkasse i hånden. Den er lukket nu, fortalte han. Når I er færdige med det her forløb, vil vi åbne kassen, og I vil komme ud som helt ny mennesker. Det vil jeg sgu give ham ret i, selvom han er dybt mærkeligt den skønne mand, griner Ivar Schwartz.
Ivar Schwartz er i dag 24 år gammel, han bor i Valby i København og arbejder som ambulanceredder. Men i 2013 så livet ganske anderledes ud. Der var det et liv på kanten i den sjællandske provinsby Kirke Hyllinge.
– Jeg voksede op i en familie med mange svigt og meget alkohol. Vi var en flok drenge i byen, vi kedede os og gik bare rundt og lavede drengestreger. Det endte så også med, at vi begyndte at ryge hash og tage stoffer. Jeg var på kant med loven et par gange, og jeg var ret aggressiv. Der skulle ikke meget til, før jeg fløj op i det røde felt, fortæller Ivar Schwartz.
-Men jeg vidste jo godt, at det ikke var det rigtige at gøre.
I 10. klasse blev Ivar Schwartz tilknyttet en kontaktperson, som skulle hjælpe og holde øje med ham. I et forsøg på at bryde det dårlige mønster, arrangerede kontaktpersonen en EGU-uddannelse som pædagog i en børnehave. Men det var nødvendigt med total luftforandring, fortæller Ivar Schwartz.
– Jeg fik det bare værre og værre der, hvor jeg var. Jeg var fuldstændig magtesløs, og jeg skulle bare væk. Det var så frustrerende, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville, jeg havde ikke nogen penge, og jeg kunne ikke komme væk fra Kirke Hyllinge, siger han.
Muligheden for den tiltrængte luftforandring kom med kontaktpersonen, der havde fundet Brande Højskole, hvor han hurtigt kunne begynde. Ivar Schwartz sagde ja tak uden betænkningstid. Det var farvel til Kirke Hyllinge og goddag til Midtjylland og Brande.
– Først tænkte jeg, ”Hvad fanden er det, jeg har lavet”. Der var ingen af de typer, jeg normalt plejede at snakke med. Der var ingen, der var lidt smarte, og jeg tænkte virkelig, ”Gud, mand, jeg kommer aldrig til at falde til her”, siger han.
Koncentrationsproblemer gjorde det svært for Ivar Schwartz at lære i folkeskolen, og han har aldrig gjort meget ud af sit skolearbejde. På BHS var opgaverne små og overskuelige, man var aktiv i timerne og med undervisningen kom der pludselig en følelse af succes og indhold i hverdagen, fortæller han.
– En gang om ugen skulle vi holde et oplæg om noget. Her skrev man forskellige ting på tavlen såsom ”blyant” eller ”svane”, man kunne også skrive større emner eller helt vildt åndsvage ting. Det var vildt sjovt. Og så trak vi et emne, vi skulle fortælle om ugen efter for hele skolen. Jeg fortalte engang om svanen og lærte vildt meget om den. Det gav faktisk noget at fremlægge om de forskellige ting. Det var hele tiden små succesoplevelser, og der var noget at stå op til hver dag, siger Ivar Schwartz.
Som ugerne gik kom livet i Kirke Hyllinge mere og mere på afstand, og Brade Højskole begyndte at sætte sit præg på den dengang 19-årige Ivar Schwartz. Der blev arbejdet med det førhen altid så hårde ydre og det ofte utæmmede temperament.
Sammen med en gruppe andre elever og læreren Birgitte arbejdede de med sig selv og hinanden til ’sindsro’. Det handlede om for hele holdet at finde, udtrykke og tale om deres følelser.
– Vores lærer satte sådan noget musik på, og så skulle vi danse vores følelser ud med noget ballet-halløj. Følelserne kom virkelig frem hos os, og det var en god oplevelse. Jeg lærte at dele og tale om mine følelser. Vi fik hver vore snakke-makker, som vi talte med hver dag om ”dagens følelse”, siger Ivar Schwartz og fortsætter:
– Birgitte lagde så meget energi i det arbejde med os. Jeg tror virkelig på, at det var der, jeg lærte at slappe af og finde nogle metoder til at få mere ro på. Jeg er slet ikke aggressiv længere, fortæller han.
I dag bor Ivar Schwartz i Valby i København og arbejder som ambulanceredder. Livet og drengestregerne i Kirke Hyllinge er for længst fortid. Det var ikke sket uden Brande Højskole, mener Ivar Schwartz.
– Jeg lærte sindssygt meget om andre mennesker. Og at alle har gode kvaliteter. Jeg følte virkelig, at lærerne så én og godt kunne lide én på højskolen. Jeg følte mig anerkendt, og nu har jeg fået ro på mig selv. Jeg fik at vide af forstander Mogens, at jeg efter højskolen skulle huske at tage cardiganen på i stedet for Peak Performance-jakken. Det huskede jeg. Og det har været succes lige siden, siger Ivar Schwartz.